Al skrift er i kapitalismens navn ved at blive reduceret til “indhold”, “content”, og dermed frataget egenartethed, final cut, egne visioner, personlig filosofi.
Hvad gør dét ved ord- og billedkunstnere? Underkaster man sig for huslejens skyld? Er der plads til det skæve og sære? Hvad siger man til dem, der betaler for ens arbejde?
Vi er endnu selv ansvarlige for at få svesken på disken – forfatterforeningerne kan kæmpe en principiel kamp, men det koster allerede alle noget, at sponsorerne i indtjeningens og fællesnævnerens max størrelse publikums navn tvinger alle narrativer i film, serier, bøger og faglitteratur til at ligne hinanden på gangen – dvs. minde om hinanden.
Hér en kritisk gennemgang af “produktgørelsen” af vores arbejde – lige gyldig, om det er filmmanuskripter, romaner, digte, faglitteratur, illustration, børne og ungdomsbøger eller oversættelser:
vh, kenneth krabat